Drømme
et emne i 7.klasse


Drømme er mange ting.
Drømme kan være gode,
de kan være onde.
De andre kaldes mareridt.
Drømme er unaturlige
og alligevel logiske.
Drømme er ulogiske,
og alligevel kan vi lære af dem.
Drømme er mærkelige,
og alligevel forstår vi dem.
Drømme er uklare,
og alligevel føles de uvirkelige.
Drømme er sjælens liv.

Thomas Frengler, 7.klasse

 

Drømme som går igen Pige- og drengedrømme
Dagdrømme Yndlingsdrømme
Kender du en Dreamcatcher Mareridt
Fremtidsdrømme Beskrivelse af forløbet

Beskrivelse af forløbet:

Efter at vi en periode havde arbejdet med emnet "Drømme" i faget dansk, fik eleverne den ide, at det kunne være sjovt at lægge sine "drømmetekster" og dertil hørende illustrationer på nettet. Sidste år lavede eleverne deres egne hjemmesider, så de er vant til at arbejde med programmet FrontPage. Hvor de fleste elever tidligere har arbejdet meget "skabelonagtigt" med programmet og lod sig styre af teknikken, så startede de denne gang med at tegne skitser til siderne og løste derefter de tekniske problemer. Hvordan får man fx. lavet blomsterranker eller hjerter rundt om teksten. Desuden er det første gang, de så bevidst har arbejdet med sammenhængen mellem udtryk og indhold på en hjemmeside.
Eleverne har været inddelt i grupper med hver sit underemne, og hver gruppe har fremstillet tekster og HTML-sider.

Jeg har taget ideer fra "Skriv med liv" for 5.-6.klasse (Gyldendal), men eleverne har ikke selv haft bogen. Vi har taget udgangspunkt i elevernes egne drømme, som de har nedskrevet "på sengekanten" om morgenen, og det har naturligvis været en hårfin balance at bevæge sig ind på så private områder, uden at eleverne kommer til at udlevere sig selv på en måde, som senere kan "bruges" imod dem. Emnet er velegnet, fordi alle har erfaringer med at drømme, og eleverne har været ivrige efter at fortælle og diskutere på klassen. Det er helt sikkert et emne, som optager denne aldersgruppe meget, og mange spørgsmål dukkede frem:

- hvorfor drømmer man?
- hvornår/hvor ofte drømmer vi?
- drømmer alle mennesker? (nogle elever påstod, at de aldrig drømte)
- kan man huske sine drømme?
- hvornår kan man bedst huske sine drømme?
- Er der fællestræk/symboler - hvad kan de betyde?
- er der forskel på pige- og drengedrømme?
- på børns, unges og gamles drømme?
- drømmer vi i sprog eller billeder?
- hvilket sprog drømmer man på, når man er "fremmedsproget" og har boet i Danmark i 2   år? (vi har tre bosniske drenge integreret i klassen")
- hvad er en dagdrøm?
- hvornår dagdrømmer man
- yndlingsdrømme?( en god drøm til at falde i søvn på....)
- mareridt?
- drømme som "går" igen.

M.h.t. det at udtrykke sig skriftligt om en drøm, så synes eleverne, at det har været svært. Drømme er sjældent entydige og forklarlige, og det kan være svært at udtrykke sig om en drøm, som man måske selv oplever som forvirrede brudstykker uden nogen egentlig sammenhæng. Vi har arbejdet en del med responsgrupper, og det har været godt at få kammerater til at lytte/forstå og måske også være med til at forklare. Hvor jeg ofte synes, det er svært at få alle til at være aktive i en responsgruppe, så har der her været stor interesse for at lytte og diskutere. Af og til har eleverne selv opsøgt responsgruppen for lige at "få styr på noget."

Teksterne, som skulle lægges på nettet, skulle kunne forstås af andre, ligesom det har været et krav, at der skulle være "dybereliggende" tænkning bag. Det skulle være interessant for andre at læse.

Vi har snakket en del om, at nogle drømme kan være for private til, at man vil delagtiggøre klassekammeraterne i dem - og da slet ikke lægge dem op på nettet. Eleverne har så forestillet sig en fiktiv person, som de kunne fortælle ud fra og har dermed haft mulighed for at kunne fortælle, uden at det peger direkte tilbage mod vedkommende.

Lise Thomsen