Der var engang en
lille pige, der følte sig noget så ensom. Det eneste
hun havde i verden, som hun virkelig holdt af, var hendes
søde, hullede sutsko. Hun elskede den så højt, at hun
troede, at den var levende, og som om det ikke var nok i
sig selv, troede hun, at den kunne tale.
Og nogle gange, når man ønsker noget virkelig højt, går
det i opfyldelse…Som man siger: Tro kan flytte
bjerge.Den lille pige,
Jane, satte sig i sin flødefarvede, yndlings lænestol
og trak benene op under sig. Sutskoen lå i hendes skød,
og den lille pige betragtede sukkende sutskoen.
- Min egen lille Tarzan…du er min drømmesko. Hvorfor
vil din far dog ikke lade os gifte?
- Jane, du ved jo, hvordan han tænker…det er ikke
hans skyld, at han er en træsko, hård som stål, sagde
sutskoen.
- Jeg har ikke lyst til at være sammen med andre end dig.
Lad os stikke af til en fjern ø… Jane talte
ophidset nu.
- Jamen, min familie har brug for mig, svarede skoen
usikkert.
- Hvis du virkelig elsker mig, tager vi afsted.
Den næste dag
sad de i en flyvemaskine.
- Nejjjj, hvor er der smukt på Hawaii. Jane kiggede ud af
vinduet.
- Ja, men sikke mange skyer der er, sagde sutskoen surt.
- Hey stewardesse, gi` lige en pose peanuts, hørte de en
råbe omme bag i flyet
- Jeg er nu også sulten, sagde skoen
De sad et stykke tid uden at sige noget.
Pludselig udbrød Jane.
- Hvilken slags musik kan du godt
lide?
Skoen så undrende på hende.
- Øhh, Boomfunk MC`s, må
jeg godt låne dine høretelefoner?
Lidt efter begyndte motoren at brumme
faretruende, og sæderne rystede.
Speakeren kaldte panikslagent over højtaleren.
- Alle mand, forhold jer roligt. Hendes stemme var helt
skinger.
Flyvemaskinen fløj langsommere og langsommere og
begyndte at dale.
- Find redningsvestene frem og tag dem hurtigt på,
sagde speakeren, nu endnu mere ophidset end før.
Flyet dalede nu hurtigere og hurtigere, og inden de kunne
nå at blinke med øjnene, havde piloten lavet en noget
kikset, men vellykket, landing på vandet et stykke fra en
ø.
Skoen og Jane svømmede hånd i snørebånd over til en
lille subtropisk ubefolket ø.
De andre begav sig ikke derhen, for de var nogle skumle schweiziske ferieturister, der sang
jodlesange og havde
smør i skægget (kvinderne havde også skæg).
Skoen og Jane gik ind imod junglen, hvor de byggede en
lille hule af stedsegrønne blade og bark.
En dag, da den lille pige var alene ude for at plukke
friske bær og nødder, kunne hun høre voldsomme skridt
trampe gennem junglen.
Et enormt behåret hoved dukkede frem
mellem trækronerne, og et brøl tordnede gennem junglen.
– WRROOOWAAAAARRRRRRRRRRR
Dette var... KING KONG!!!
Den enorme skabelse gungrede imod hende, og hun blev hvid
i hovedet af skræk.
Jane kunne mærke noget vådt og varmt løbe ned af
hendes ben.
Hun havde tisset i bukserne af skræk!
Aben løftede armene og skulle til at gribe om hende
Men i det samme kom skoen, Tarzan, svingende
i en lian hen imod dem. Han skulle kæmpe mod King Kong...Men
det var der ingen grund til, for hvem tør sætte sig op
imod en sutsko i aktion?
Aben gav et skingrende skrig fra sig og flygtede
- ÅÅÅHH MIN HELT! halvt græd, halvt jublede hun. Hun
faldt sutskoen Tarzan om halsen og kyssede ham
lidenskabeligt.
Den næste dag kom en arabisk prins forbi.
Han havde store, mørke øjne, der tindrede
som stjernerne, og langt mørkt hår der glinsede af fedt.
Desuden havde han en smuk, karakteristisk ørnenæse fuld
af hudorme og bumser.
Han fik straks øje på Jane med hendes lange lyse hår,
der glimtede i solen, da hun stod under de nyudsprungne bøgetræer.
Forårskådheden steg op i ham, og han friede til hende.
Og dum som hun var, sagde Jane ja… men prinsen var jo
også skøn.
Så er dit næste spørgsmål nok.
- Hvad så
med skoen.
Og sjovt nok er det også vores næste
svar. Den blev nemlig rasende, da den så den arabiske
prins tage Jane i sine arme. Så den tog det første fly
hjem, og der bor den stadig.
Og ja! Sådan sluttede mit eventyr altså...
Katja og
Karen
|
