En dag var hun i parken, for at lufte sin hund butterscotch. I parken var der de smukkeste  sommerfugle, de var både røde, gule, grønne, blå og violette. De fløj vidt omkring. Solen skinnede, og den spejlede sig i den blanke sø. Lizzie kunne ikke modstå tiltrækningen fra den smukke sø, hun måtte simpelthen mærke det kølige vand svøbe sig om hendes tæer. Hun tog sine smukke guld sko af, og satte dem ved bredden. Hun gik lige så stille ud i det klare vand, det var ikke særlig dybt, så hun gik bare længere og længere ud. Hun fik lige pludselig øje på en stor smuk, lyserød sommerfugl, hun ville gøre alt for at røre ved dens silkebløde vinger, så hun begyndte at gå efter den. Mens hun vandrede rundt i det kølige vand, kom der en flok gadebørn. De kunne ikke modstå den smukke guldsko, så de tog den med sig. Lige pludselig vendte Lizzie sig om og så hvad der skete, så begyndte hun at råbe og gadebørnene blev så forskrækkede at de begyndte at løbe.

Da de havde løbet i et stykke tid, tabte de den ene sko, på en vej hvor den blev kørt over af en hestevogn, så den gik i tusind stykker. Der kom flere hestevogne hen af dagen, og der var ikke nogen der lagde mærke til, at de kørte den smukkeste sko over, mens den lå der sagde den til sig selv: ”sikke mange skyer der er!”. Da det blev aften, kom der en gammel dame, hun havde en olielampe i hånden. Da hun kom til det sted hvor den lille guldsko havde ligget, så hun en masse stykker der lå og glimtede. Hun bukkede sig ned for at se lidt  nærmere på det. Hun tog en lille håndfuld jord op i hånden, det var en masse små stykker glimtende guld. Hun samlede det meste at guldet op, og tog det med hjem. Hun kunne ikke finde ud af hvad man kunne bruge guldet til, men så kom hun i tanke om de sko, hun var i gang med at lave, hun kunne jo udsmykke dem med guld.

Begge sko var meget ulykkelige, over ikke at være sammen mere, for de havde været gift hele livet. Den knuste sko følte ikke smerte over at være ødelagt, men fordi den ikke skulle se sin elskede venstre igen nogen sinde. Men sådan skulle det ikke være. Den anden sko var også sønder knust over ikke at kunne se sin elskede. Gade børnene var nogle onde nogle de boede under en lille bro.

En dag mens den var der alene fordi at børnene var ude at røve, kom der en lille hund. Hunden blev skoens eneste trøst i den mørke papkasse.

De kom tilbage og så hunden, den store af drengene var vist i drille humør for han gik hen til hunden og sagde:” ej sikke en sød lille hund…   kom her lille vovse.. så hørte man en masse spark og en masse pib og så løb hunden. Gadebørnene kunne jo  ikke rigtig bruge skoen til noget som sko, men som guld var den meget værd.

Så gade børnene tog hen til markedet og solgte skoen til en gusten sælger der ville sælge den videre, men de fik ikke mange penge for den, da han ikke regnede med at der at der var særlig mange der ville købe en sko uden makker. Han kunne ikke rigtigt få solgt prisen så han blev ved med at sætte prisen ned. Men Tilfældigvis var den gamle dame i byen, for hun skulle købe en gave til sin niece og hun kunne ikke modstå synet af den fine guldsko, den kostede jo heller ikke så meget så hun købte den.

Det var en rar dame, hun boede i en hyggelig lille skomager forretning, hun satte den på en hylde til ufærdige sko. Skoen var meget nysgerrig og hun måtte bare snakke med den sko ved siden af den var også alene, problemet var bare at den sov. Da den vågnede begyndte guldskoen straks at snakke med den: ” Hej! Jeg er en glad dansesko fra Japan…” ”Det jeg også… eller det var jeg engang, nu er jeg bare en grim brun sko” sagde den anden sko uden at kigge på den smukke sko.

Den ville ikke se den anden sko i øjnene, for så ville de anden sko bare se hvor grim den var, og så ville den sikkert ikke snakke med den grimme sko. Den kiggede lidt i smug på den smukke sko. Først troede den ikke sine egne øjne, det var jo hendes mand, hun blev så glad at hun begyndte at græde. Den smukke sko forstod ingen ting, for den vidste jo ikke at det var dens kone. ”hvad er der galt?” spurgte den smukke sko, ”det er mig, din elskede” svarede hun. ” jamen du ligner hende jo ikke” nu forstod han slet ingen ting. ” det er mig højre, kan du ikke huske nede ved søen hvor der kom nogle gadebørn, de tabte mig, og så blev jeg kørt over af en hestevogn, og jeg gik i tusind stykker, så kom der en gammel dame og samlede mig op, og så satte hun mig fast på de her grimme brune sko” hun begyndte at græde igen. ”de er lige meget, om du er blevet lavet om, jeg elsker dig jo stadig, og så længe vi er sammen er jeg lige glad med hvordan du ser ud”.

Skrevet af de fantastiske forfattere

Anna og Tea